Thy til livet

Thy-plejehjem blandt Danmarks bedste

Publiceret 06-10-2026

For sjette gang er organisationen Danske Seniorer gået på jagt efter Danmarks bedste plejehjem. Ét af fem nominerede ligger i Koldby.

Glad og stolt personalegruppe på Plejecenter Kløvermarken. Centret er blandt over 120 udvalgt som kandidat til Danmarks Bedste Plejehjem 2026 i Danske Seniorers årlige kåring. Alle kan stemme på finalisterne. Foto: Privatfoto.

Det er Plejecenter Kløvermarken i Koldby, der er med i det absolutte finalefelt til den flotte titel som Danmarks bedste plejehjem 2026. Plejecentret er blevet udvalgt blandt rekordmange indstillinger som ét af fem plejehjem, der nu kan stemmes på.

- Vi er enormt glade for at ende i finalen blandt de fem udvalgte, og vi er kun her, fordi vi gør noget rigtigt. Derfor gør det os også stolte, siger Louisa Strandgaard Hvass, der er leder af Kløvermarken.

Den vigtige hverdag

Bag nomineringen af plejecentret i Thy gemmer sig ikke et topmoderne byggeri eller særligt inventar. Tværtimod er det hverdagen, fællesskabet og de gode historier, der har bragt Kløvermarken helt til finalen. For Louisa Strandgaard Hvass handler et godt plejehjem først og fremmest om mennesker.

- Vi tror på, at et godt plejehjem ikke måles på bygninger eller inventar. Det måles på stemningen, på følelsen af at høre til og på, om mennesker føler sig set. Det gælder både beboere, pårørende og medarbejdere. Når mine medarbejdere har det godt, yder de også den bedste pleje til beboerne, siger hun.

Kløvermarken huser 32 beboere, 42 medarbejdere og en fast, firbenet beboer i form af den seksårige kongepuddel Walter, som er en del af hverdagen for både beboere og medarbejdere. Stedet er kendt for et aktivt hverdagsliv med stor grad af medbestemmelse. Plejecentret har eget orangeri, egen bus, og der arrangeres aktiviteter hver dag. For eksempel kommer både dagplejebørn, efterskoleelever og frivillige fra lokalområdet jævnligt forbi og er en del af livet på centret.

Kongepudlen Walter er en højt værdsat beboer på Kløvermarken. Foto: Privatfoto.

Flot anerkendelse

Også chefen for Ældre og Træning i Thisted Kommune glæder sig over, at et af kommunens plejehjem er nået blandt top fem i årets konkurrence.

- Det er altid glædeligt, når andre fremhæver det, vi gør, som noget særligt. Nomineringen er en flot anerkendelse af den indsats, medarbejderne hver dag leverer for at skabe et godt og værdigt hverdagsliv for beboerne. Det er en af kommunens vigtigste kerneopgaver, og derfor gør det os både stolte og glade at se Kløvermarken blandt de fem bedste plejehjem i landet, siger Anne Fink, chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune.

 

Besøg fra den lokale dagpleje er blandt de ugentlige aktiviteter, som giver indhold i beboernes hverdag på Plejecenter Kløvermarken i Koldby. Foto: Privatfoto.

Stem på din favorit

Det er sjette gang, Danske Seniorer afvikler konkurrencen i samarbejde med arbejdsmiljørådgiveren Affectum. I år blev rekordmange plejehjem indstillet til at blive landets bedste. I alt modtog arrangørerne 286 indstillinger fordelt på 124 plejehjem fra hele landet. Efter en gennemgang af dem i forhold til tilsyn, sygefravær, smileys og andre forhold har Danske Seniorers hovedbestyrelse udvalgt de fem plejehjem, der nomineres. Herefter åbner en afstemning, som i sidste ende afgør konkurrencen.

De øvrige nominerede plejehjem ligger i Viby J, Svinninge, Greve og Brøndby. Fra 5. oktober til 2. november kan alle med en mailadresse stemme på deres favorit, og vinderen modtager 20.000 kr. og offentliggøres i uge 46.

Stem på din favorit.

Kontaktinfo

Ældre og træning
S: Asylgade 30
O: 7700 Thisted